Vildheste og moselandskab
Parker bilen, hvor Nordre Strandvej møder Højbovej på nordsiden af Nørrestrand og gå ind på stierne i indhegningen. Her går vildheste og skotsk højlandskvæg frit rundt på et større naturområde. Du må færdes frit i området, men kom ikke for tæt på hestene af hensyn til sikkerhed. Herfra har du en glimrende udsigt over Nørrestrand og nordsiden af Horsens by.
Vandretur i moselandskabet
Kør nu den korte tur til det nærliggende Hotel Opus og parker bilen. Lige nord for Opus, hvor Egebjergvej krydser Store Hansted Å, løber en lille sti ind mod vest. Følg stien langs åen gennem moseområdet Horsens Enge. Fortsæt med at følge åen gennem Løvhøj Skov til Skanderborgvej. På den anden side af vejen kan du fortsat følge åen gennem Bygholm Enge.
Dette område, der kaldes de fire enge, er et større naturområde med særpræget landskab. Her er der flere fugletårne og masser af hævede trampestier gennem moselandskabet. Flere steder sørger lange broer for, at du kommer tørskoet gennem vådområdet. Det er et spændende, men for mange ukendt naturudflugtsmål med et rigt dyreliv.
Kør gennem nerven i Bakkelandet
Ruterne er ikke skiltede, men du kan følge dem via VisitHorsens' digitale kort. Lidt uden for Lund møder du Naturstien Horsens-Silkeborg. Følg den gamle jernbanesti tilbage til Skanderborgvej gennem Horsens Golfklubs flotte golfbaner.
Slut dagen af med et udsøgt måltid på Restaurant Opus, inden turen går hjem.