Tag på historisk vandretur i Odder

Foto: VisitOdder

Hvad med en lille historisk vandretur i Odder By? Ja, stederne kender du sikket, men har du nogensinde koblet dem sammen? Læs mere her.

Historier i Odder

Med udgangspunkt fra Torvet og det smukke Centralhotel fra 1907 bør du gå forbi Odder Apotek, der faktisk kan dateres helt tilbage til 1852. Dengang lå apoteket, hvor Centralhotellet ligger i dag. Torvet var endnu ikke etableret – i stedet var det et smukt haveanlæg. Den første apoteker var nemlig en ihærdig havemand. Apoteket rykkede i 1906 til sin nuværende beliggenhed.

Fortsæt turen forbi Det gamle ting- og arresthus fra 1856. Arresthuset blev nedlagt i 1939, men dækkede indtil da hele Hads Herred, en gammel betegnelse for området dækkende Odder Kommune. Sammen med Centralhotellet er det én af de smukkeste bygninger i Odder, hvis du spørger os.

Gå videre over Rådhustorvet til Aabygaden, hvor du kan skimte kuplen på det private observatorie, bygget af Torvald Køhl. Torvald Køhl var privatastronom og foregangsmand, hvad angår forskning i og formidling af viden om astronomi. Følg herefter Nørregade frem til Nygade. Her – på toppen af de mange trin – finder du Odders Genforeningssten, som blev afsløret Skt. Hans aften 1922 for at fejre genforeningen med Sønderjylland. Selve stenen blev fundet på Snærild Fattiggårds mark.

Odder Museum

Afslutningen på hele herligheden må naturligvis være Odder Museum. Her kan du købe en god kop kaffe serveret i Madam Blå kander. Nyd den også på græsset et sted i området. Kage skal der også til – og det er så heldigt, at Fru Møller står tidligt op og bager kringle til museet. Bonus: Odder Museum arrangerer historiske kajakture i Norsminde Fjord tre gange i løbet af sommeren. Meld dig til hurtigst muligt, hvis du vil sikre dig lokalhistorie fra vandsiden. Herfra skal lyde en anbefaling!
Skal du have et minde med fra en dejlig dag i din egen baghave? Broen over andedammen er det perfekte foto-spot. Her har du både dam og det gamle møllehus i baggrunden – så bliver det da ikke mere idyl.

Det gamle Ting- og arresthus

Opført i senklassicistisk i 1854 af arkitekt C.G.F. Thielemann, som også stod bag den nye hovedbygning på Vilhelmsborg, Katedralskolen i Ribe og rådhu...

Odder Museum

Odder Museum gemmer på en fantastisk skat: Vand- og dampmøllen, der tager os gennem hele processen i hvordan byggryn bliver til Stærkodder – en gammel...

Centralhotellet

Centralhotellet har mange typiske træk fra jugendstilen og minder meget om Hotel Royal i Århus. Derfor er rygtet at det også er de to arkitekter fra d...

Odder Rådhus

Parkarealet omkring rådhuset er udsmykket med tre værker af professor Willy Ørskov. De tre skulpturer - to af bronze og én af sten, er ikke specielt t...