Norsminde Fiskehus
I hjertet af den hyggelige havn i Norsminde ligger denne traditionsrige fiskerestaurant og butik. Nyd et lækkert måltid i den stemningsfulde restaurant eller tag en af de berømte fiskefrikadeller med som en hapser.
I dag skal du på tur i det meste af Odder kommune - i ægte jord-til-bord-stil. Start bilen og tag familien med på opdagelse! Medbring gerne en tom kurv, der er topklar til at blive fyldt med lækkerier. Og måske lidt glas og tallerkner, et skærebræt og en skarp kniv, hvis det skal blive en rigtig vild dag.
Start med en rolig morgen i Norsminde. Her er yndlingsaktiviteten at fange krabber fra krabbebroen og selvfølgelig at fange fiskefrikadeller hos Norsminde Fiskehus. Kør derefter til Odder Museum, køb en krukke honning og en flaske af den genopstående StærkOdder. Tag også en tur op i møllen og lær hvordan byggryn blev til øl i helt gamle dage. Hos Økologiens Have tager du frø med hjem til haven og øko-saft med til turen.
Derefter går turen til Fru Møllers Mølleri, hvor du fylder op med friskbagt brød, aioli med ærteskud og mel til hjemmelageret. Kør videre til Karensminde Frugtplantage og få fat i deres lækre, hjemmepressede most og selvfølgelig en bakke fantastiske kirsebær, som man godt må spise i bilen. Er du ligesom os fan af at spise med udsigt? Så kør lige ud til Dyngby Strand og stir lidt ud over havet.
Nu skal du omkring Hou og købe den bedste spegepølse i slagterbutikken. Vi varmer op til at kunne spise en virkelig lækker frokost nu, kan du mærke det? Derefter tager du til Holtgaard og sætter hele familien i sving med at plukke de dejligste danske jordbær. Sørg for at købe nok! Hvis Brandbygegaard har staldørssalg denne dag, skal du tage forbi gården og fylde bilen op med cider og vine fra det økologiske familielandbrug.
Kør derefter hen til Øko Ged & Grønt for at skaffe det allersidste til frokosten og til køkkenet hjemme: ost og kød fra de fineste øko-geder.
Nu er du jo faktisk i Sondrup. En af Odders absolut største naturperler. Find et smukt spot med udsigt og nyd dagens råvarefangst. På vejen hjem køber du lige lidt marmelade hos Tolstrup Økologiske Æbler og stikker forbi Troldgården efter økologiske specialiteter fra gårdens egne dyr. Sidst men bestemt ikke mindst: Tap den superfriske sødmælk hos Vejlskovgaard Mælkeri, så du har til de resterende jordbær hjemme på terrassen.
Rigtig god smagstur!
Der er mange flere lækre ting at komme efter i vores food map over råvarer og gårdbutikker i hele Kystlandet - faktisk nok til en tre-fire-dages udflugt, hvis du skal have de gode sager med fra områdets små øer også.
Du finder den trykte udgave ude hos producenterne, men du kan også selv downloade det lige her.