©  Foto:

Trustrup Udsigtshøje

På nordsiden af Horsens Fjord, nær Sondrup Bakker, ligger denne udsigtshøj i et smukt og idyllisk marklandskab. Med sin top 70 meter over havets overflade, har du et imponerende visuelt overblik over fjorden.

Hvor finder du den bedste udsigt over Horsens Fjord?

Denne udsigtshøj på nordsiden af fjorden er et godt bud. I det kuperede og bølgende bakkelandskab omkring landsbyen Trustrup er der ganske idyllisk med smalle grusveje. Sæt GPS’en til Glibingvej. Der er en lille parkeringsplads i siden af vejen, hvor du ser et skilt til udsigtshøjene. Her er der en lille dør, som leder ind til det indhegnede område, hvor du finder udsigtshøjene. I den græsklædte indhegning er der små spændende stier, som fører rundt - et rigtigt godt sted at gå på opdagelse, ikke mindst for børn.

Det højeste punkt ved udsigtshøjene ligger i 70 meters højde. I klart vejr er der fra højene en herlig udsigt over hele Horsens Fjord og langt ind i Bjerre Herred, området syd for fjorden. Du kan også se fjordens øer Alrø, Hjarnø og Vorsø.

 

På vandretur til udsigtshøjene

En skiltet rute med gule pile og prikker fører rundt om Trustrup Udsigtshøje. Turen rundt er cirka 1 kilometer. Ruten er en siderute til Fjordminoen (Horsens Fjord stien), og du kan vælge at følge de gule skilte mod syd til Fjordminoens røde skilte i Skablund Skov. Inklusive turen ned til Fjordminoen er ruten ved udsigtshøjene 3 kilometer lang.  

Følger du herfra Fjordminoen mod øst fra Skablund Skov kommer du til et af Østjyllands smukkeste skovområder, Sondrup Bakker. I Sondrup Bakker er der yderligere to flotte udsigtspunkter. Glibinghøj og Blakshøj. Vi anbefaler altid at kombinere en tur til udsigtshøjene med en tur i Sondrup Bakker/Plantage. Der er en skøn kontrast mellem de skovklædte høje i Sondrup Bakker og det meget åbne marklandskab ved Trustrup.

 

Flere udsigtspunkter i Kystlandet

I Kystlandet ligger flere af Danmarks største bakker – mange af dem med en imponerende udsigt. På denne side kan du finde flere udsigtspunkter i lokalområdet. Du kan også læse vores store guide til vandreture, som leder til udsigtspunkter i Kystlandet.