VisitHorsens

Rundt om Mossø

I den sydlige del af Søhølandet ligger Jyllands største sø i smuk natur og indbyder til udflugter i det fri. Gennem fredede og særprægede naturarealer med en rig historie og idylliske landsbyer kan du cykle den 28 kilometer lange tur rundt om søen.

Jyllands største sø

Hele 9 kilometer bred er den – Mossø – Jyllands største sø. Med sin beliggenhed i det naturskønne område mellem Silkeborg og Horsens er den et oplagt bud på dagsudflugt til fods eller på den tohjulede. Søen gennemstrømmes af Gudenåen ligesom Silkeborgsøerne mod nord, og er også forbundet med Skanderborg Sø. Du vil derfor ofte se kanoroere på vandet.

Søen og området omkring den er fredet for at beskytte den særprægede natur og publikums adgang til den. Den varierede natur med eng, hede og bakkede istidslandskab skaber de optimale rammer for et rigt dyreliv.

 

Hvor klosterkulturen blomstrede i middelalderen

Området i den vestlige del af Mossø var i middelalderen usædvanligt rigt på klostre. Ved Emborg lå cistercienserklostret Øm Kloster, hvor der i dag ligger et klostermuseum. Ved Sukkertoppen lå nonneklostret Vissing Kloster, mens benediktinermunkeklostret Voer Kloster lå på den anden side af Sukkertoppen, ved Klostermølle.

Klostermølle ligger ved Mossøs vestlige bred som et populært udflugtsmål og picnicsted. Efter at klostret lukkede, blev her bygget en papirfabrik, hvoraf flere af de gamle bygninger stadig står. Heriblandt Danmarks længste træbygning, som blandt andet har et fugletårn med en glimrende udsigt over søen.

 

Skønne udsigtspunkter

Man kan ikke snakke udsigt ved Mossø uden at nævne Sukkertoppen. Den stejle bakke ved Klostermølle har top i 108 meters højde, og herfra har man en af Danmarks smukkeste udsigter med et fantastisk vue over Søhøjlandet og Mossø.

Ved Klostermølle ligger en lille sandstrand med god udsigt mod øst, mens der på østsiden er flere strande med godt overblik mod vest. Både i nord og syd skråner terrænet mange steder ned mod vandet, så man ofte har udsigt på turen rundt. Og ofte vil du støde på bænke og madpakkesteder, hvor du kan tage en pause nyde udsigten.

 

Følg skiltene rundt om søen eller det digitale kort

Turen rundt om Mossø er ikke en skiltet rute, men den følger dog eksisterende nationale eller regionale cykelruter, som er skiltede. På nord- og østsiden af søen følger du regional cykelrute 7, mens du på sydsiden følger regional cykelrute 51. På vestsiden mellem Klostermølle og Gl. Rye kører du på national cykelrute 4.

Hvis du vil være på den sikre side, så kan du følge ruten via GPS-funktion på dette digitale kort. Hvis kræfterne i benene ikke er sluppet helt op, så kan du kombinere turen med en af de andre ruter i området - eksempelvis turen rundt om naboøen Salten Langsø.