©  Foto:

Kyststien ved Hou

Tag vandreskoene på og drag ud på denne 10 kilometer lange vandrerute ved havnebyen Hou. På den smukke tur går du langs med Odderkysten til Hølken Strand og tilbage gennem Hou by.

Skøn vandretur ved kysten

Denne rundtur med udgangspunkt i den maritime færge- og havneby Hou viser dig noget af det bedste som Hou har at byde på. En smuk kyststrækning, hyggeligt havnemiljø og spændende lokalhistorie. Og så er ruten skiltet, så det er let at finde rundt.

Turen starter i Hou by og følger kysten mod nord forbi Hou strand og videre til Hølken Strand. Her ved Hølken kan du holde pause ved campingpladsen Hygge Strand Camping og nyde en lækker italiensk is i bubble waffle. Du kan også tage en dukkert ved badebroen på den fine strand.

Turen tilbage til Hou går inde i land og tager dig gennem natur og byens seværdigheder, havn og centrum.

 

Bliv klogere på lokalhistorien

Hou har en spændende historie om mange interessante fortællinger. Langs stien kan du via din smartphone skanne opsatte qr-koder og lytte til fortællinger om bl.a. ”Den første fisker ved Hou”, ”Hou Tjørnen”, Bjørnkær Voldsted” og ”Godset Gersdorffslund”.

Du kan gratis installere en QR-scanner på din smartphone, hvor du køber apps.

 

Følg ruten på din telefon

Via dette digitale kort kan du følge ruten ude i naturen.

 

Interessante afstikkere

Lidt vest for Hou finder du det middelalderlige voldsted Bjørnkær, der er et af de største og bedst bevarede voldsteder i Østjylland. Syd for voldstedet ligger Ravnskoven, som er oplagt, hvis du vil kombinere turen på Kyststien med en fordybende naturoplevelse.

Du kan også vælge at fortsætte turen langs kysten videre mod nord fra Hølken. Cirka fem kilometter nord for Hølken kommer du til den populære badeby Saksild.

 

Overnatning ved Kyststien

Der er flere overnatningsmuligheder langs kysten på ruten. Ved Hou Søsportcenter kan du overnatte i handicapvenlige feriehuse. På denne del af Kyststien er der 850 meter med særlig handicapvenlig belægning. Ikke langt derfra ligger Hou Strandcamping med mulighed for at sove i telt, hvis du ikke råder over egen campingvogn. I Hølken kan du overnatte i charmerende træhytter hos Hygge Strand Camping. I Hølken er der også en populær shelter/grillhytte, hvor du gratis kan overnatte i det fri.

 

Leder du efter flere interessante vandreruter?

På denne side kan du finde inspiration til din næste vandretur i Kystlandet.