As Hoved udsigt over havet

Kyststien Snaptun-Juelsminde

Foto: VisitJuelsminde
Aktiviteter
Turforslag
Forbered dig på en gudesmuk og dejligt varieret vandrerute mellem de to stemningsfulde havnebyer Snaptun og Juelsminde - lige ved kysten! Du kommer gennem dybe skove, brede sandstrande, idylliske landsbyer og flotte herregårdsparker, inden du når frem til drønhyggelige Juelsminde. 
Adresse

Havnevej, Snaptun

7130 Juelsminde

Kontakt

En af landets mest varierede vandreruter

Sporet mellem Snaptun og Juelsminde er en smuk vandretur på 22 kilometer. Den byder på klassisk østjysk landskab, der viser sig fra sin bedste side. Besku de smukke herregårde, gå mellem de betagende gule rapsmarker og forcér de kuperede skovstier. Turen skorter heller ikke på brede sandstrande, så langt øjet rækker.

Vi anbefaler, at du tager turen i ét hug, hvis vejret og formen er til det, men du kan også let dele den op i etaper. Der er f.eks. gode parkeringsmuligheder ved Naturcenter Tønballe, Pøt Strandby, As Vig, Kirkholm, Palsgaard og i Bugten. Der er opsat informationstavler langs sporet.

Ved stiens start i både Juelsminde og Snaptun kan du finde folderen over Kyststien Snaptun-Juelsminde.

Highlights på vandreturen

1: Havnebyen Snaptun

Den lille færge- og lystbådehavn emmer af god stemning. På havnen er der spisesteder og god mulighed for at nyde en is i solen, hvis du er afsted i sommersæsonen. Fra havnen er der mange daglige færgeafgange til øerne Hjarnø og Endelave. Der er busstop på havnen og en stor parkeringsplads. Stien starter i havnens sydlige ende.

2: Skanserne ved Horsens Fjord 

For at beskytte Horsens by mod svenske tropper er der flere gange etableret skanser ved fjordmundingen. Omkring Snaptun ligger ’Lille Batteri’ og ’Store Batteri’. På turen kommer du forbi svenskeskansen i Tønballe Skov, hvor to kanoner står på en bakketop.

Her i Tønballe Skov finder du desuden et fint udkigstårn med en smuk udsigt over fjorden og en shelter, hvor du gratis kan overnatte i det fri. 

3: Jensgaard

Syd for Tønballe Skov kommer du til herregården Jensgård i hyggelige landlige omgivelser. Den flotte store gård har en historie, der går helt tilbage til omkring år 1300, hvor den kaldtes Inæs og skulle tilhøre Øm Kloster.

4: As Vig 

Efter du har været gennem sommerhusbyen Pøt Strandby og Sønderby Skov kommer du til As Vig. Den store vig er et populært sommerhusområde på grund af den flotte sandstrand. Hele turen gennem As Vig går du på stranden. Undervejs vil du se den hvidkalkede As Kirke, der ligger smukt på en forhøjning nær vandet. 
OBS: I den sydligste del af As Vig kan det være svært at følge stranden ved højvande.

5: Voldstedet ved Palsgaard 

Når du drejer fra As Vig Strand og ind i land vil du støde på et voldsted for forgængeren til det nuværende Palsgaard. Voldstedet ligger i en kunstig sø og består af to banker. Rester af det ældste Palsgaard er dateret til 1275-1300.

6: Palsgaard Park og Gods 

Efter gåturen på en smuk gammel herregårdsallé kommer du til Palsgaard Park og Gods. Ruten går lige forbi herregården med den flotte park og de velholdte gamle bygninger, men vi anbefaler en lille omvej med en tur gennem den flotte park.

På parkstien passerer du den majestætiske hovedbygning, der højt på sin banke skuer ud over Bugten ved Juelsminde.

Parken byder på skulpturer, smukke staudebede, mægtige Rhododendron og en række sjældne træarter.

7: Sandbjerg Vig 

Gennem skov kommer du syd om Palsgaard til Sandbjerg Vig, der også har en flot sandstrand. Det første stykke langs kysten går du på en hævet græssti, mens du går de sidste kilometer ind mod Juelsminde på stranden. Nær Juelsminde er der campingplads og isbod. Hele vejen har du en flot udsigt ind mod byen og havnen i målbyen.

8: Juelsminde 

Det sidste stykke af turen går du langs de flotte huse ved vandet i Juelsminde. Turen slutter på havnen. Juelsminde er i dag kendt som en kyst- og ferieby med et myld­rende liv på havne­n og på Storstranden, der tiltrækker mange turister hver sommer. Nyd stemningen, bestil en lækker fiskeanretning eller spis en is i solen. Der er flere muligheder for at nyde livet lidt ekstra i Juelsminde. 

Fra Juelsminde går der busser til Horsens og Vejle, og der er gratis parkering i hele byen.

 

Se ruten på din telefon

Følg ruten ude i naturen via vores digitale kort (Google Maps).

 

Har du mod på flere vandreture?

Juelsmindehalvøen tilbyder flere ruter, der egner sig godt til vandring. Få et overblik her.

Adresse

Havnevej, Snaptun

7130 Juelsminde

Facilities

Naturoplevelser

Kultur og historie

Fred og fordybelse  

Vandreture

Længde i km. (22)

Måske også interessant for dig:

Se mere
Sidst opdateret af
Kystlandet: VisitJuelsminde