Kend Horsens: Her finder du lokale gallerier og flot arkitektur
Inde i byen venter også gratis oplevelser.
Er du kunstinteresseret, kan du besøge et af de mange lokale gallerier. Kig fx forbi Galleri Gasværk ved Danmarks Industrimuseum. Galleri Gasværk er et kunstnerfællesskab, så det er muligt at studere kunstnerne i processen eller beskue de færdige værker inden for blandt andet maleri, collage, glas og smykker.
Besøg også det 1.800 kvadratmeter store Galleri Brænderigården, der har et stort udvalg af skulpturer og malerier.
Kunsten kan du også opleve udendørs i Horsens. Horsens har fokus på at gøre kunsten tilgængelig gennem street art, der blandt andet kan ses som gavl- og gademalerier på flere lokationer i byen. Samtidig står en del skulpturer lavet af anerkendte kunstnere på gaderne, hvilket giver liv og spil til det hyggelige centrum.
På Søndergade er det ikke nødvendigt at bruge penge for at føle sig underholdt. Når man går på Danmarks bredeste gågade, anbefaler vi, at du holder hovedet højt. Læg nemlig mærke til de arkitektoniske detaljer, der kendetegner de gamle bygninger. Mens du kigger op over normal øjenhøjde, kan du passende lade børnene hoppe på strøgets trampoliner eller gynge på Torvets lydgynger.
Trænger du til fordybelse? På Horsens Kommunes Biblioteker finder du tidsskrifter, læsestof, musik, spil og film. Her kan du også sidde i ro og mag med dagens avis eller deltage i gratis foredrag og arrangementer.