Museumsoplevelser, der kan mærkes langt ind i sjælen
Horsens er en ren gavebod, hvad angår nytænkende formidling af både kunst og historie. Er du historienørd, kunstafficionado, videnskabstosse eller lettere morbidt anlagt? Uanset interesser eller præferencer, så er der viden, underholdning, indtryk og oplevelser, der skal udforskes.
Du kan vælge ét af museerne og snildt få en hel formiddag til at gå, eller du kan kombinere og se, hvor mange du kan nå. De ambitiøse kan med stor fordel købe museumskortet, som giver adgang til 4 spændende museer i løbet af syv dage.
Horsens Kunstmuseum er hjemsted for moderne, eksperimenterende kunst samt verdens største samling af Michael Kvium-værker. Museet er desuden smukt placeret på toppen af Horsens i den gamle park Caroline Amalie Lund. I daglig tale bliver parken kaldt for Lunden, og på en smuk solskinsdag er den et besøg værd i sig selv. Museet har altid nye interessante udstillinger, så du heller ikke bliver skuffet ved andet, tredje eller 10. besøg.
De mange indtryk fordøjes allerbedst med en kop kaffe eller en lokal øl, omgivet og opslugt af kunst, i Kunstmuseets egen café, Café E. I godt vejr sætter du dig selvfølgelig udenfor med udsigt til den smukke naturpark.