Vil du hellere ud i naturen, er det værd at lægge vejen forbi Børnebondegården, hvor du kan se og snakke med marsvin, høns, gæs, ænder, geder, får, heste og køer. Her er masser af plads til leg på hoppekøer, i legehuset, til at ræse rundt på legetraktorer, og du kan se en ko blive malket.
Glud Museum er et frilandsmuseum, hvor det er muligt at opleve livet i landsbyerne de seneste 350 år. Her er mange fine børneaktiviteter.
Vi anbefaler også at tage på opdagelse i legetøjsudstillingen på Horsens Museum, og for mor og far er Horsens Kunstmuseum i en smuk park et lille stykke derfra værd at besøge for dets omfattende samling værker af bysbarnet Michael Kvium.
Hov – og fik vi nævnt, at hele familien kan købe en vaskeægte dinosaurtand med hjem fra Fossile smykker, hvor en privat samler har indrettet sit hjem som museum med nogle af verdens ældste fossiler?