Turcykel, mountainbike eller tandem: Vælg den rigtige cykel til cykelferien

Sådan vælger du den rigtige cykel til cykelferien

Tirsdag, juli 19, 2016

Hvilken cykel er bedst, når man vil på cykelferie? Nogle cykler er bedre til formålet end andre, men hvilken cykel der er bedst til netop din ferie, afhænger bl.a. af hvor langt du vil køre, hvor hurtigt du vil køre og hvor meget oppakning du vil have med. 

Man kan sagtens tage på cykelferie, uden at have den nyeste nye og dyreste cykel. Størstedelen af dem, der begiver sig ud på vejene i ferien, gør det på deres almindelige hverdagscykel og helt uden problemer.

Vælger du alligevel at købe en ny cykel, så gør det i god tid før ferien starter; ikke lige gør du skal afsted. Det er nemlig en god idé at vænne sig til cyklen, inden de lange, bagagefyldte ture begynder.

Vil du vide, hvilken cykel der egner sig bedst til din cykelferie? Så læs om de forskellige cykeltyper i vores guide nedenfor. Guiden er udviklet på baggrund af anbefalinger fra Cyklistforbundet og Cyclistic.dk.

Hverdagscykel
Hverdagscyklen, den klassiske cykel eller ’bedstemorcyklen’ er særligt velegnet til kortere cykelture.

Den er solid og behagelig at køre på, ligesom den ofte har en lukket kædeskærm, så du ikke risikerer at få olie på bukserne. Til gengæld har den ofte en relativt høj vægt, hvilket gør den tung at cykle på, sammenlignet med andre cykeltyper.

Skal du på cykelferie med din hverdagscykel, så tjek bagagebærerens stabilitet inden afgang og sikr dig, at den kan bære den mængde bagage, du har behov for.

Citybike
En citybike er, som navnet antyder, særligt velegnet til bykørsel, men den kan også sagtens bruges til de lidt længere hyggeture i et terræn som det danske.

Det er en solid cykel, som ofte har lidt bredere dæk end hverdagscyklen, hvilket betyder at den kan klare mere oppakning.

Turcykel
Turcykler er de bedste cykler til cykelferier, fordi de er udviklet specielt til de cyklister, der gerne vil køre længere ture.

Turcykler er på én gang stærke og lette. De har forholdsvist brede dæk og har desuden stærke bagagebærere i begge ender, så den nemt kan klare den hårde belastning ved lange ture med megen opbakning.

Sidst, men ikke mindst, har turcykler mange gear, så de nemt kan tilpasses terrænet, og god siddekomfort.

Mountainbike
Mountainbikes er udviklet til kørsel i bjerge og ujævne terræner, men du kan sagtens bruge din mountainbike på din cykelferie. De brede dæk og stærke fælge, der kendetegner mountainbikes, giver dem et særdeles godt vejgreb og gør at den sagtens kan holde til bagagen.

Til gengæld er mountainbikes ofte tungere end andre cykeltyper og cyklens brede dæk giver større rullemodstand, hvilket særligt kan mærkes, når du kører på asfalt.

Bemærk: Hvis din mountainbike har en fjedergaffel, skal du dog være opmærksom på, at denne kan gøre det svært at montere en bagagebærer. Tag evt. din cykel med til cykelhandleren, når du vil købe bagagebæreren. Så kan du sikre dig, at den kan monteres, inden du køber den.

Racercykel
Vil du suse afsted på asfalten og er din oppakning let? Så kan du sagtens bruge en racercykel på cykelferien.

Skal du derimod køre på ujævne underlag eller har du meget oppakning, så er racercyklen med sine smalle dæk ikke det foretrukne valg.

Ved stor eller tung oppakning kan du dog evt. bruge en let cykelanhænger, så oppakningen ikke i samme grad belaster selve cyklen.

Elcykel
Vil du gerne have medvind på cykelstien, kan du overveje en elcykel. Elcykler er cykler, der har en motor og et opladeligt batteri, som hjælper til, når du træder i pedalerne.

Det er f.eks. en stor hjælp, når du skal op af en bakke, hvis der er modvind eller hvis du ikke er en trænet cyklist. Elcykler er blevet meget populære de seneste år og derfor kan der nu fås elcykler i mange forskellige modeller.

Vi anbefaler derfor at du undersøger udvalget hos din cykelforhandler, som også kan vejlede dig om mulighederne for brug af cykeltasker m.m. med de respektive cykler.

Del denne side