Sådan pakker du cyklen når du skal på cykelferie

Onsdag, juli 20, 2016

Skal du på cykelferie og er du i tvivl om hvordan du pakker cyklen bedst muligt? Så er der hjælp at hente her, selvom der ikke er nogen facitliste i forhold til korrekt pakning.

I stedet er der et par ting, du bør tage hensyn til, inden du pakker det hele på bagagebæreren, køber cykeltasker eller investerer i en cykelanhænger; Nemlig hvilken distance du skal cykle, hvor meget bagage du har med og din cykel.

Læs mere om de forskellige måder at pakke cyklen på i vores guiden nedenfor. Guiden er udviklet på baggrund af anbefalinger fra Cyklistforbundet og Cyclistic.dk.

Anhænger
Har du et stort behov for bagage på din cykelferie, kan du med fordel bruge en cykelanhænger til din oppakning. Det samme gælder, hvis du kører på en racercykel, som ikke er velegnet til oppakning.

Planlægger du at cykle lange distancer på ferien, er en touring anhænger mest hensigtsmæssig. Den er let og har en stor bæreevne, ligesom den ofte også har en vejrbestandig overdækning.

Har du derimod planer om kortere distancer, er en cykelanhænger med en træ- eller plastkasse udmærket.

Uanset hvad du vælger, har du som regel masser af plads i en cykelanhænger. Så meget, at det er en god idé at passe på, at du ikke får pakket for meget med, fordi anhængeren så hurtigt bliver tung af have med på turen.

TIP: Vælger du en cykelanhænger, så tag en ekstra slange med til den, hvis du skulle risikere at punktere.

Cykeltasker
Har du brug for god bagageplads på cykelferien, uden at have nok bagage til at fylde en trailer? Så kan et par cykeltasker være en god løsning.

Cykeltaskerne har giver dig et lavere tyngdepunkt, end hvis du stabler din bagage på bagagebæreren, og det gør cyklen lettere at styre. Samtidig er cykeltaskerne lette at montere og de sidder godt fast, så du ikke skal bekymre dig om dem undervejs.

Afhængigt af dit bagagebehov, kan det være en god idé at pakke de ting, du ikke skal bruge i løbet af dagen, i to store cykeltasker bag på cyklen.

De ting du skal bruge i løbet af dagen, f.eks. cykelkort, pung og nøgler, kan du i stedet pakke i en lille taske på styret. På den måde har du nemt adgang til tingene, når du har brug for dem.

Når du pakker de store cykeltasker, så prøv at pakke vertikalt frem for horisontalt. Med en horisontal pakning ligger tingene i lag, så kun det øverste lag er synligt, når du åbner tasken. Det betyder, at du kan risikere at skulle tage en stor del af taskens indhold ud for at finde det, du leder efter.

Pakker du derimod vertikalt, kan du se mange flere af dine ting, når du åbner tasken. Det giver bedre overblik over hvad der er i tasken og gør det nemmere at finde ting.

På samme måde bliver det også nemmere at holde styr på taskernes indhold, hvis du sorterer tingene lidt efter kategori, så du f.eks. har mad i én taske og tøj i en anden. Læg de tungeste ting i bunden, så tyngdepunktet er så lavt som muligt.

Inden afrejse man du med fordel lave en prøvepakning af cyklen. Det giver dig både mulighed for at tjekke, om du har plads nok samt for at mærke om cyklen kører som den skal, når oppakningen er på.

Er cyklen svær er styre, har du muligvis for meget oppakning bag på cyklen. Er det tilfældet, kan du enten sortere noget af bagagen fra eller tilkøbe et par fortasker, som kan sættes på en frontbagagebærer.

Bemærk: Kører du med to cykeltasker bagpå, bør begge tasker have ca. samme vægt. Det samme gælder, hvis du kører med to cykeltasker foran. På den måde er cyklen mest i balance og nemmest at styre.

Ting du bør kigge på, når du køber en cykeltaske:

  • At cykeltaskens kroge kan indstilles, så de passer til din cykel. Tag derfor gerne din cykel med til cykelhandleren, så du kan afprøve krogene, inden du køber tasken. Vælger du en cykeltaske til styret, er det en fordel, at den er være nem at tage med, når du får fra cyklen. Se derefter efter en styrtaske med klikbeslag eller tilsvarende.
  • At taskerne er vandtætte, så dine ting ikke bliver våde, hvis det regner. Ved at bruge vandtætte tasker undgår du at skulle pakke alle dine ting i plastikposer.

Bemærk: Du kan få cykeltasker i mange forskellige kvaliteter og prisklasser. Hvad du vælger er naturligvis helt op til dig, dit behov og din økonomi. En god rettesnor er, at pris og kvalitet ofte følges ad.

Bagagebæreren og cykelstyret
Skal du kun have meget lidt bagage med på turen, kan du bruge din bagagebærer, evt. kombineret med en rygsæk. Har du en cykelkurv, kan du naturligvis også bruge den.

I begge tilfælde gælder det, at oppakningen hæver cyklens tyngdepunkt, så den ikke balancerer så godt og nemmere vælter, når cyklen er parkeret.

Det kan måske være nærliggende at tage en pose med på styret, hvis du har en lille smule ekstra oppakning, der ikke er plads til andre steder.

Vi vil dog gerne fraråde det, da det ikke er en hensigtsmæssigt måde at transportere din bagage. En pose vil nemt kunne svinge ind mod hjulet, hvor den i bedste tilfælde går i stykker og i værste tilfælde kan forårsage et styrt.

Del denne side