Pattedyr i saltvand


Af Lars Hector Koudal

Sommeren er over os, og det er nu, der er de største chancer for at se havpattedyr som hvaler og sæler i vore farvande. Først og fremmest marsvinet og den spættede sæl, men mere sjældne strejfere kommer også forbi en gang imellem.

Den danske delfin

Marsvinet eller ”Tumleren”, som det også kaldes, kan i naturen blive op til 25 år gammel, og det svømmer med en gennemsnitshastighed på 17 km. i timen. Marsvinet vejer mellem 55 og 65 kg. som voksen og er mellem 150 og 180 cm. langt.

Det føder hvert år en unge, som også kaldes en ”kalv”, mellem slutningen af juni og to uger ind i juli, der vejer omkring 5 kg. og har en længde på 65 til 85 cm. Ungen dier i fem til otte måneder en mælk med en fedtprocent på omkring de 50 og efter et år måler den 120 cm. Marsvinet er totalfredet, og så er det en nær slægtning til delfinen.

I de indre danske farvande forekommer marsvinet hyppigst langs den jyske østkyst fra Djursland til den tyske grænse, omkring Fyn og med en særlig stor forekomst i Lillebælt og det Sydfynske Øhav.

Men også i Storebæltsregionen og langs dele af Nordøstsjællands kyst og i Issefjorden ses ofte marsvin. I Limfjorden, Øresund og omkring Bornholm er marsvinet derimod en sjælden gæst.

Marsvinet kan, som nævnt, svømme med en hastighed på omkring 17 kilometer i timen eller ca. 9 knob. På et minut vil den derfor være i stand til at flytte sig ca. 300 meter, så det er ikke underligt, at det kan være svær at følge i længere tid fra kajakken.

Får man ikke umiddelbart øje på marsvinet, kan man på stille dage ofte høre dyrets udåndingslyd, dens ”blåst”, der på den måde giver et vink om, hvor marsvinet befinder sig. Hardcore hvalspecialister kan også kende en hvalart alene på blåsten.

Satellitsporing og tatovering

Vores viden om den lille hval er efterhånden ganske god, ikke mindst takket være moderne udstyr, der har gjort det muligt, at undersøge marsvinenes færden ved hjælp af satellitteknologi.

I Danmark er det DMU (Danmarks Miljøundersøgelser), som arbejder med at sætte de små satellitsendere på marsvinene, og på den måde har man efterhånden fået et ret præcist billede af, hvor langt omkring marsvinene svømmer, og hvor dybt de dykker. Senderen skader ikke dyret, og den falder af efter 12 -14 måneder.

De samme marsvin frysemærkes også med et tal lige foran rygfinnen, der kan sammenlignes med en tatovering. Ser man et marsvin med sådan en tal-tatovering, er DMU meget interesseret i at få oplysninger tilsendt om, hvor dyret blev observeret samt dato og tidspunkt.

Fra satellitprogrammet ved forskerne nu, at marsvinet hyppigst dykker i et til to minutter, men dyk i 10 minutter forekommer også. Dybden af dykket ligger i de fleste målinger mellem 20 og 40 meter, men dyk på 200 meter er målt.

Marsvinet kan holde vejret betydeligt længere end et menneske, fordi det har et højere indhold af de røde blodlegemer i blodet og musklerne. Blodlegemerne fanger ilten og lagrer den, indtil den skal bruges.

Marsvinet får heller ikke dykkersyge, da dens lunger klappes sammen før neddykningen og derved tømmes for luft. På den måde undgår dyret, at der udløses kvælstof i blodbanerne.

Som ubåde

Marsvin - Foto af Anders Lund Hansen
Marsvin. Foto af Anders Lund-Hansen

På Fjord- og Bæltcenteret i Kerteminde undersøger man blandt andet marsvinets lydsystem, der er en slags sonar eller ekkolokalisering, som også kendes fra ubåde, og som hvalen bruger til at kommunikere med sine artsfæller og til jagt på byttedyr.

Byttet rammes af marsvinets lydstråle, som den sender frem foran sig, og på den måde dannes et billede af byttets størrelse og afstanden til det. Selv om marsvinet har et udmærket syn, hjælper ekkolokaliseringen også dyret, når det jager om natten eller svømmer i uklart vand.

Flere marsvin, som regel dyr fra den samme familie, slår sig ofte sammen for at jage for eksempel en sildestime, et fænomen, man af og til kan opleve i smalle fjorde og bælter.

Men familien kan også hjælpe sårede eller truede artsfæller, hvis spækhuggeren eller ”Dræberhvalen”, der er marsvinets største, naturlige fjende, angriber flokken.

Spermkonkurrence

Marsvinet er polygam, og hannen vil forsøge at parre sig med så mange hunner som muligt. I forbindelse med parringen gør hanmarsvinet brug af en ”teknik”, som hvalforskerne kalder ”sperm-konkurrence”.

I al sin enkelhed går denne konkurrence ud på, at den ene han forsøger at skylle forgængerens sperm ud af hunnen, så det er ham, der kommer til at befrugte hendes æg.

For at kunne mestre denne strategi kræves en meget stor spermproduktion, og hanmarsvinet har da også særdeles veludviklede testikler i forhold til kropsvægten - 4%, hvor menneskets testikler til sammenligning udgør mindre end en halv promille af kropsvægten.

Marsvin drukner

Desværre er marsvinet ikke så god til at undgå fiskernes faststående redskaber som delfinerne, og marsvinet drukner derfor, når det ikke kan komme fri af garnet.

Utilsigtet fanges der hvert år adskillige tusinde marsvin i forskellige typer garn (Kinze, Dansk Pattedyratlas 2007, red.).

DTU-Aqua har siden 2008 kørt et projekt, hvor man på udvalgte fiskefartøjer i de indre danske farvande foretager videooptagelser af fangsten, herunder også den utilsigtede bifangst af marsvin. Projektet, der forventes afsluttet ved udgangen af 2017, sker i et samarbejde med ICES (International Council for the Exploration of the Sea, se litteraturliste).

Pinger

For at nedbringe antallet af druknede marsvin i de faststående fiskeriredskaber vedtog EU en forordning i 2004, hvor redskaberne i henhold til nærmere definerede krav skal forsynes med akustiske alarmer, de såkaldte ”pinger”, der udsender skræmmelyde som marsvin kan lokalisere (EU-rådets forordning nr. 812, se litteraturliste).

Forordningen gælder imidlertid kun for fiskefartøjer med en længde over 12 m. og omfatter derfor ikke det store antal fartøjer under denne længde, der især driver fiskeri i de indre danske farvande!

Marsvinejagt

Fra den sene middelalder og til slutningen af 1800-tallet har man drevet marsvinejagt i de indre, danske farvande især i Gamborg Fjord på Vestfyn, i Kolding Fjord og i Isefjorden på Sjælland. Inderst i Gamborg Fjord røber stednavnet ”Svinø”, at lokaliteten har haft en central betydning for marsvinefangsten. 

Udbyttet af fangsten kunne variere meget fra år til år. I de bedste sæsoner blev der fanget næsten 2000 marsvin, i de dårligste 5-600. Hovedproduktet var først og fremmest tran, som blev brugt til tranlamper til såvel hjemmebrug som til gadelamper, men tranen kunne også anvendes til imprægnering af tovværk og tøj – olietøj. De afkogte skeletter blev solgt som gødning

Strejfere og highlights

Mange har sikkert set et marsvin og hver gang glædet sig over synet af det smukke dyr. Og forhåbentlig bliver det ved med at være sådan, men hvor mange har set en spækhugger, en kaskelot, en hvidskævning, en grindehval, en stribet delfin, en vågehval, en pukkelhval eller en finhval?

Alle disse hvaler er observeret i de danske farvande inden for de sidste 15 år, med spækhuggeren som den hyppigste strejfer, og med den grundstødte finhval fra Vejle Fjord, som årets absolutte hvalhighlight i 2010.

Den gamle kæmpe på et godt stykke over de hundrede år og med et hjerte på 200 kg. har tidligere været udstillet på Vejle Kunstmuseum i sin fulde længde på 18,5 meter.

Finhvalen fra Vejle Fjord er ”Danekræ”, og som sådan tilhører den automatisk den danske stat. Finder du en død hval, vil Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg og Naturhistorisk Museum i Århus meget gerne høre om det.

Du kan også indberette din observation til hvaler.dk, som er en spændende hjemmeside med en mængde informationer om hvaler og sæler i Danmark og i resten af verden.

Som et kuriosum kan det nævnes, at den strandede finhval i Vejle Fjord blev opdaget og indberettet af en kajakroer, og at en anden roer, ligeledes i kajak, fik en bøde for at overtræde ”berøringsforbuddet”. Han klappede hvalen.

I februar 2016 strandede endnu en finhval i dansk farvand. Det skete ved Blokhus. Den 25 tons tunge og 17 m. lange hval er efter skelettering og konservering nu udstillet på Nordsøen Oceanarium i Hirtshals. 

Den spættede sæl


Spættet sæl. Foto af Jørgen Dam

Spættet sæl er langt den mest almindelige sæl i de danske farvande. De seneste sæltællinger, som er fra 2006 og foretaget af DMU, regner med en bestand på 12.000 spættede sæler i dansk farvand.

Spættet sæl er som regel kun neddykket i 5-6 minutter, men kan være det i over 20, og den er i stand til at dykke til 15-20 meter. Den kan blive 30 år gammel, og hannen har som udvokset en længde på omkring 170 cm. og kan veje op til 120 kg. Hunnen er knap så lang, 155 cm. med en vægt på omkring 90 kg.

Den voksne sæl svømmer med en gennemsnitshastighed på 15 km. i timen. Føden består af fisk og alle slags krebsdyr.

Som hos marsvinet er sælblod også i stand til at binde en stor mængde ilt i for eksempler musklerne på grund af det iltbindende stof myoglobin. Alt i alt kan en sæl opmagasinere fem gange så meget ilt som et landpattedyr af tilsvarende størrelse.

Hunnen føder i juni og juli en unge pr. år, i sjældne tilfælde tvillinger. Ungen vejer ved fødslen 10-12 kg. og den dier en mælk med en fedtprocent på 45, til den er fire uger gammel og vejer omkring 30 kg. Efter dieperiodens ophør må ungen selv ud at skaffe føden.

Spættet sæl har samme kropstemperatur som marsvinet – og mennesket – 37º. 

Skal på land

Den spættede sæl er helt afhængig af at kunne komme på land dels for at føde sin unge og til diegivning af den dels for at kunne hvile sig. Forstyrres en hunsæl med unge, vil hun typisk søge til havs og lade ungen ligge tilbage.

Varer forstyrrelsen for længe, risikerer ungen at dø, fordi den ikke får næring nok. Støder man derfor på en unge, skal man lade den i fred og hurtigt fjerne sig, da moren, som ofte ligger i vandet tæt på ungen, så hurtigt kommer tilbage.

Moderen finder sin unge på afstand ved hjælp lyden af ungens kalden, og tæt på ved hjælp af lugten fra ungen. Omkommer sælmoren, dør ungen af sult. I en sælernes verden findes ingen plejemødre.

Reservater

Spættet sæl findes i Vadehavet, Skagerrak, Kattegat, Limfjorden, Øresund og i Østersøen. Desværre er der ikke mange lokaliteter langs vore kyster, hvor sælerne kan være i fred for menneskelige aktiviteter, staten har derfor oprettet en række reservater med delvis eller permanent adgangsforbud.

På Naturstyrelsens hjemmeside findes en fortegnelse over disse reservater samt deres beliggenhed. I alt er der pt.12 reservater for sæler i Danmark. Det ældste blev oprettet i 1951 på Hesselø i Kattegat, det seneste på Saltholm i Øresund i 1983. 

En sjælden sæl


Gammel hangråsæl. Foto af Casper Tybjerg. © Fiskeri- og Søfartsmuseet

Gråsælen er en sjælden gæst i de danske farvande, man regner med, at der kun er omkring 5o individer. For et halvhundrede år siden var den betydeligt mere udbredt, men en intensiv jagt udryddede arten helt. Som spættet sæl er også gråsælen totalfredet.

Gråsælen er betragteligt større end den spættede sæl, en han kan blive op til 2 m. lang og veje 300 kg. Føden er den samme som den spættede sæls, og en gråsæl kan blive op til 50 år gammel.

Skulle man være så heldig at observere en gråsæl, så kom ikke for nær, da især hannen har ry for at være en aggressiv herre.

Søkortene fortæller

Søkortene rummer mange stednavne, der vidner om lokaliteter, som sæler enten holder til ved, eller som tidligere har rummet en bestand af sæler. Her skal kun nævnes et lille udvalg: Sælvig ved Samsø, Sæløer Rev og Sælstenen i Bøgestrømmen mellem Sjælland og Møn, Sælstenen i Lejre Vig, som er en del af Roskilde Fjord og Sælhundeholm Løb i Limfjorden ved Thyborøn.

Litteratur:

  • 'Hvaler' af Carl Christian Kinze, Natur og Museum, 36. årg. nr.3, 1997
  • 'Sæler' af Anders Holm Joensen, Natur og Museum, 30. årg. nr. 4, 1991
  • 'Sælernes univers' af Lasse Fast Jensen, Fiskeri- og Søfartsmuseet, 2011
  • 'Arter 2014' - Videnskabelig rapport fra Nationalt Center for Miljø og Energi nr. 168, 2015, Aarhus Universitet. Overvågning af arter 2014: Pattedyr
  • 'Dansk Pattedyr Atlas', Red. Hans J. Baagøe og Thomas Secher Jensen, Gyldendal 2007
  • 'Beredskabsplan for Havpattedyr', Miljøministeriet, Naturstyrelsen, 2012
  • 'Pattedyr', Miljø- og Fødevareministeriet, Miljøstyrelsen - www.svana.dk
  • 'Marsvinet og marsvinefangst i Middelfart' af Søren Hechmann Andersen og Harriet M. Hansen, Middelfart Sparekasse, 2005. Hæftet er ikke genoptrykt, men kan muligvis lånes på biblioteket
  • 'ICES report 2016 ICES Advisory Committee', Working Group on Bycatch of Protected Species. 1–5 February 2016 ICES HQ, Copenhagen, Denmark
  • EU-Rådets forordning nr. 812/2004 af 26. april 2004 om foranstaltninger vedrørende utilsigtede fangster af hvaler ved fiskeri.

Vidensteder om havpattedyr:

  • Fiskeri- og Søfartsmuseet, Esbjerg
  • Fjord & Bælt, Kerteminde
  • Kattegatcentret, Grenå
  • Vadehavscentret, Ribe
  • Nordsøen Oceanarium, Hirtshals

Om skribenten - Lars Hector Koudal

Lars er journalist og en af naturens muntre sønner, der især er på udkig efter årstidernes oplevelser derude, ikke mindst fra en havkajak.

Del denne side