Cykelferie: en ferieform for alle

Torsdag, juli 14, 2016

Sommersolen står højt på himlen og fuglene kvidrer, mens du triller igennem det indbydende landskab. Roen sænker sig i kroppen og tankerne om hverdagens mange gøremål og forpligtelser, som normalt fylder så meget i hovedet, er pludselig ufatteligt langt væk.

Det eneste du tænker på, er den is du skal have på næste stop og om det skal være med eller uden guf. Du er på vej ud for at udforske nyt land, for at få nye indtryk, nye oplevelser og nye eventyr.

Taskerne er pakket, sindet er åbent og du mærker glæden i maven, mens du træder i pedalerne. Du er måske ikke langt væk hjemmefra, men langt væk fra hverdagen og det føles fantastisk.

Plads til alle – store som små
Har du én gang skulle planlægge en ferie med din udkårne, din familie eller dine venner, så nok gjort dig mindst én erfaring: At det ikke er nemt at finde en ferieform, der passer til alle.

Nogen vil planlægge det hele på forhånd, mens andre vil tage tingene som de kommer. Nogen vil ligge på stranden, andre til være aktive. Nogen vil selv lave mad, andre vil forkæles og ikke løfte en finger.

På en cykelferie kan du tilgodese alle. I er frie til at gøre som I har lyst og kan sammensætte jeres helt egen og uforglemmelige oplevelse alt efter hvad du og dine rejsefæller har lyst til.

Én dag kan I f.eks. cykle ind til byen og shoppe, gå på museum og spise på café. Dagen efter kan I slænge jer på stranden og nyde aftensmaden over bål. I kan sove på campingplads den ene dag og hotel den næste.

I kan lade roen sænke sig i det fri om formiddagen og nyde byens summen om eftermiddagen. Mulighederne er uendelige og de kan forme lige præcist den oplevelsesrejse I drømmer om.

På cykelferien er der plads til alle og alle kan være med - stor som lille, erfaren som nybegynder, topatlet som utrænet. Landevejene og cykelstierne tager lige godt imod dig om du tager på opdagelse på en ’gammel havelåge’, en superræser eller på en tandemcykel.

Og du kan tage af sted med lige så mange eller få, du har lyst – med børnene i en cykeltrailer, med vennerne i samlet flok eller alene med din udkårne.

Cykling er en god og samtidig skånsom måde at bevæge sig på, også selvom kroppen måske driller lidt en gang imellem. Du kan sagtens få en god ferie trods lidt småskavanker, f.eks. med en elcykel, der hjælper dig op ad bakken eller giver dig medvind på turen. Med den bliver du fri som fuglen, uden at skulle træde så hårdt i pedalerne.

Der venter den verden af oplevelser forude, du skal bare op på jernhesten og afsted. Ud og se, mærke, dufte, smage og lytte, så du kommer hjem med tasken fuld af dejlige ferieminer. Vi ønsker dig et rigtig godt cykeleventyr.

Del denne side