Det gamle Rådhus

Den røde teglstensbygning med klokketårn står på fundamentet af en middelalderlig bygning, formodentlig et helligåndshus. Foran bygningen er der dannet et lille torv i gadeforløbet, hvilket vidner om at stedet lå lige indenfor byens vestlige byport mellem ca.1300 og ca. 1550. På et sådant sted var der nemlig brug for en lille plads, hvor man kunne samle sig med sine varer, kreaturer eller heste, når man var kommet indenfor byens beskærmende porte og volde.

Omkring 1585 kom byens rådhus, i tidens renæssancestil, til at ligge her. Dette hus ombyggedes i 1751 til en barokbygning med kælder og stueetage. Efter mange års klage over at dette hus var for lille i forhold til de mange funktioner, det havde, blev det revet ned og et nyt rådhus opført i 1855. Arkitekten var H.C. Zeltner, der også er arkitekt på lignende rådhuse i Skanderborg og Silkeborg. Han tilbragte flere perioder i 1850’erne i Horsens, fordi han var konduktør på Horsens Tugthus, der også var under opførelse i disse år. Rådhuset fik foruden kælderen to etager, men blev også hurtigt for trangt og måtte udvides med en administrationsbygning i Rådhusgade.

Over indgangen til rådhuset ses en plade med indskriften Sub lege libertas (frihed under loven).

Ved det nye rådhus’ indvielse i 1985 ophørte denne bygning med at tjene sit oprindelige formål. Bygningen har senere rummet Byarkivet og Turistinformationen.

Del denne side

Opdateret af:

VisitHorsens info@visithorsens.dk
 

Kontakt

Adresse

Søndergade 26
8700 Horsens

Transport

Se geokoordinater

Longitude : 9.848381
Latitude : 55.8617512