
Horsens byder på en række museer af forskellig karakter. Her på siden får du et overblik over de største af dem samt aktuelle udstillinger.
En fællesbillet til de 3 største museer i Horsens For 50,- får du adgang til Horsens Museum, Kunstmuseet og Industrimuseet, der alle ligger i gåafstand til hinanden. Museerne skal besøges samme dag.
Bemærk, forskellige åbningstider.
Horsens Kunstmuseum
Horsens Kunstmuseum ligger centralt i Horsens by og alligevel fredfyldt i Caroline Amalie Lund med udsigt over by og fjord.
Rammerne er unikke: Lys, rummelighed, ro og harmoni præger arkitekturen, som er baggrund for kunst af høj kvalitet.
Horsens Kunstmuseum har landets største samling af kunstnerne Michael Kvium og Bjørn Nørgaard foruden væsentlige værker af kunstnere som Christian Lemmerz, Erik A. Frandsen, Tal R., Nina Sten-Knudsen og Cathrine Raben Davidsen. Foruden den faste samling, der rummer kunst fra slutningen af forrige århundrede og frem, laver museet væsentlige særudstillinger. Horsens Kunstmuseum har også en dejlig café og en spændende museumsbutik. På Horsens Kunstmuseum finder du gode oplevelser, kunst af høj kvalitet, unikke rammer og en skøn beliggenhed midt i Horsens by..
Gå ikke glip af:Horsens er Michael Kviums fødeby. Det er derfor ganske naturligt, at der er en fast udstilling på
Horsens Kunstmuseum med værker af Kvium.
Bjørn Nørgaards udstilling ATYPIA med skulpturer og arkitektur på Kunstmuseet.
Udstillingen kan ses fra 27. marts til 1. august.
Horsens Museum
På
Horsens Museum kan du se spændende særudstillinger og fordybe dig i de permanente udstillinger.
Bysbarnet Vitus Bering, den verdenskendte opdagelsesrejsende, har fået en ny flot særudstilling, hvor hans rejse beskrives i et
audiovisuelt show. Museets flotte sølvsamling er absolut også et besøg værd, eller du kan mindes barndommen i Horsens Krøniken og lege i Pilfingrenes Paradis, med det store dukkehus og borgen.
Gå ikke glip af:Man bør naturligvis besøge den faste udstillinger om bysbarnet Vitus Bering. Den verdenskendte søfarer, der tog på opdagelsesrejser til Sibirien og Alaska. Oplev endvidere Horsens i middelalderen. Dagliglivet fra 1870’erne til1990’erne er levendegjort. Oplev tidsperioderne som befolkningen selv oplevede det. Året igennem er der særudstillinger og spændende arrangementer.
Danmarks Industrimuseum
I Horsens tidligere elektricitets- og gasværk har
Danmarks Industrimuseum til huse. Her fortælles om industrisamfundets grundlag og udvikling i mere end 150 år. De store maskiner sættes ofte i gang og bringer støj, lugt og oplevelse ud til enhver. Efter Maskinhallens markante udtryk, føres du gennem velfærdsamfundets udvikling via seks boliger med stuer, køkkener, vaskekælder, arbejderhaver og såmænd også lokum i gården. Se hvordan en hel familie boede på under 50 m2. Yderligere kan du opleve mange gamle industrihåndværk i de levende værksteder, klædeskabet, banken fra 1930, Idrætsarkivet og Nimbusmuseet samt café Gaslight, der byder på bl.a. frokostretter og Richskaffe
Gå ikke glip af:Mød mostrene, som serverer frikadeller, sild eller småkager fra 1950-ernes kogebog.