Til forsiden
24 timer i Horsens artikel

Ventetiden inden en koncert, kan fyldes med ekstra oplevelser i Horsens, der kan byde på alt fra gadeliv til museums-oplevelser af høj klasse.

Af Jeannette Refstrup, journalist

Når man bor i Horsens, kan man med jævne mellemrum forvente at være vært for sine udenbys venner og familie, som kommer til byen for at se en af de koncerter, byen er kendt for.
Indimellem melder så mange deres ankomst, at gæsteværelset ikke er rummeligt nok. Så er det dejligt f.eks. at kunne henvise til Horsens Vandrerhjem, der er smukt beliggende ved det fredede naturområde Nørrestrand – og tæt på Forum Horsens og Casa Arena Horsens. Er der fyldt her, er der flere hyggelige Bed & Breakfast-muligheder i området.
Sidste gang vi oplevede sådan et ryk ind, benyttede vi lejligheden til at vise noget af alt det andet, Horsens også er, frem.

Gadeliv og shopping

Derfor gik vi om formiddagen en tur i midtbyen. Af erfaring ved vi, at mange af vores gæster bliver imponerede over den brede gågade i kombination med de hyggelige sidegader.
Vi kiggede på butikker – ja, det vil sige egentlig delte vi os op i to hold. Nogle satte sig med en svalende fadøl på en af cafeerne med udsigt til gadelivet, og andre (gæt hvem!) skulle lige ose i et par af de butikker, der kun findes i Horsens; vi nåede vidt omkring og så på tøj hos en række af byens butikker.
Horsens er landskendt for sine store koncerter, men kulturen er altid nærværende i byen.
På Søndergade beundrede vi to skulpturer skabt af to af landets fremmeste kunstnere: Ud for Jyske Bank i nr. 42 står Christian Lemmerz ”Madonna (Darfur),” og på den anden side af gaden Michael Kviums ”Double Blind.”
I det nye år kan man i øvrigt ved hjælp af sin mobil downloade podcasts og høre fortællinger om f.eks. de to skulpturer på Søndergade (læs mere om dette på s. 23 red.).

Kendt kunst af Kvium

Da vi kom tilbage, var vores bedre halvdele blevet enige om, at Industrimuseet stod som næste punkt på dagsordenen. Vi andre ville egentlig også gerne på Kunstmuseet, så vi besluttede os til at købe den billet, der kun koster 50 kr., når man besøger alle tre museer – så kunne vi også få genopfrisket historien om en af verdens største opdagelsesrejsende: Horsens Museum har nemlig en fremragende udstilling om Horsens-fødte Vitus Bering (og havde børnene været med, kunne de have brugt timer i den afdeling af museet, der hedder Pilfingrenes Paradis).
Efter besøget på Industrimuseet gik vi op på Horsens Kunstmuseum, som gennem årene har skabt en imponerende samling af moderne kunst. Vi brugte især tiden på Kvium-samlingen.
Michael Kvium er født i Horsens, og hans malerier er smukke på en dybt foruroligende måde. Hvis kunst er det, der rører en, så er Michael Kvium i hvert fald kunstner - hvis nogen skulle være i tvivl.

Cykelferie-snak

Sidst på eftermiddagen kørte vi vores venner tilbage til vandrerhjemmet, så de kunne klæde om, inden vi skulle ud og spise og høre musik.
Udenfor vandrerhjemmet, nød vi udsigten og faldt i snak med en hel familie som var på cykelferie. De havde taget stien fra Silkeborg langs den gamle Bryrupbane og fortalte om, hvor smukt der var – og frydede sig over, at kunne cykle så mange kilomenter med børnene uden at skulle holde øje med trafikken. De havde gjort holdt ved et af shelterne på vejen og hygget sig ved bålet med andre cykelferierende.
Vi kiggede på hinanden og tænkte ”måske en idé til næste sommer?”
Men inden vi nåede så langt, ventede der lige en oplevelse af de helt store – og hvem ved: Måske ses vi næste gang, der er stor koncert i Horsens?

Særlige koncerttilbud

De fleste restauranter og cafeer i Horsens har særlige koncertmenuer, når verdensnavnene gæster byen. På den måde er du sikker på både at få noget lækkert at spise og komme ud af døren i tiden til aftenens oplevelse.

Tirsdag, maj 25 2010
VISITHORSENS Gasvej 17-19 8700 HORSENS Tlf. +45 75 60 21 20 Mail: info@visithorsens.dk KONTAKT